16. december 2016
Da Tesla indviede Europas største hurtiglade-station til el-biler, var det med CBRE Intego som totalleverandør af den el-tekniske entreprise. Ladestationen, der er etableret i Køge og den sjette af sin slags i Danmark, har hele 12 standere og får sin energi fra eget solcelleanlæg.
Det var under stor bevågenhed, at den nye ladestation blev indviet i Køge. Klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen, som er meget begejstret for sin ministerbil, en Tesla Model S, klippede det røde bånd og indviede dermed Tesla Motors største europæiske ladestation. Bag det el-tekniske arbejde på Supercharger-stationen står CBRE Intego, der har varetaget alt fra belysning og stianlæg til opsætning af ladestandere.

Innovativ el-teknik på grønt projekt
Arbejdet stod på i fire måneder og omfattede blandt andet en LED-belysningsløsning, der kaster lys over de 12 standere, solcelleanlæg, afvanding, belægning, carport og stier omkring hele anlægget, som også er forberedt til en 2 MW batteripakke.
Den el-tekniske entreprise omfattede også udvikling og implementering af et specialkonstrueret højspændingsanlæg, som opbevares i et skræddersyet teknikhus. ”Opgaven har været udfordrende, og det har været virkelig spændende at være totalleverandør på et så banebrydende og fremtidsfokuseret projekt som Europas største ladestation”, fortæller Michael Poulsen, projektleder hos CBRE Intego.
Design, planlægning og udførelse i topklasse
Supercharger-stationen i Køge er Tesla Motors’ sjette ladestation i Danmark, og en syvende i Århus er netop åbnet. CBRE Intego har leveret den el-tekniske ekspertise på samtlige projekter. Christian Marcus fra Tesla er meget tilfreds med resultatet af CBRE Integos indsats: ”CBRE Intego har varetaget alt el-teknisk arbejde – fra design over planlægning til udførelse.
Alt er funktionelt og intelligent udført, og ladere såvel som belysning og teknikhus fungerer perfekt”, fortæller han.
Teslas Supercharger-netværk forbinder Danmark med resten af Europa, hvor Tesla har over 120 stationer.
Bliv klogere på vores løsninger inden for e-mobility